AVJ_5220

Mumihaven er vores dejlige kolonihave og navnet på min haveblog

En kolonihave er noget helt specielt og meget dansk. En af verdens første havekolonier Hjelmhaverne blev faktisk anlagt i Åbenrå, hvor jeg selv stammer fra. Allerede i 1831 udstykkede man her 39 havelodder, der blev en så stor succes at antallet måtte fordobles året efter. “Haverne var beregnet for småhåndværkere og arbejdere som ved dyrkning af kartofler og grønsager kunne supplere indtægten. Samtidig kunne familiefædrenes ædruelighed styrkes, når de var beskæftiget i haven og dermed fik begrænset deres mulighed for at gå på kroen..” (Alle tiders have. Om kolonihaver i Danmark. Kolonihaveforbundet 2008).

Sommerbyen Ejby i Glostrup kommune, hvor vores have ligger, blev anlagt i 1961 og er Nordeuropas største med 967 haver. Her dyrkes selvfølgelig også grønsager og krydderurter – selvom de fleste ikke længere primært er nyttehaver, men mere sommerboliger med have for storbyboere, hvis faste bolig ofte er en lejlighed i en af Vestegnens forstæder.

Mange af Sommerbyens beboere har haft deres have i mange år, og i det generationsskifte der så småt er på vej, kan man se at også yngre børnefamilier har fået øje på kolonihavens muligheder. Her kan man få lys og luft. Her kan man dyrke sine egne grønsager, bær og frugter. Helt økologisk om man vil. Blive lidt mere selvforsynende og bæredygtig. Alt sammen uden de store investeringer og helt i tråd med de mange Urban Farming initiativer, der er startet i storbyer som New York og har bredt sig også til danske byer, hvor der anlægges små nyttehaver i parker, på byggetomter, altaner og hustage.

Jeg så fornylig, at selv japanerne har fået blik for kolonihaveidéen. Det er sket efter at danskeren Jens H. Jensen, der i en årrække har boet i en mindre lejlighed i Tokyo, har fået tilladelse til at anlægge en have i en nedlagt mandarinplantage, se Dansk kolonihave på japansk

 Nyttehaven forår 2012 Nyttehaven sommer 2012

Sådan begyndte det

Vi elsker at være i naturen, færdes i den og tage noget med hjem derfra – hvad enten det er synsindtrykket af en havørn over Bognæs, et fossil fra Møns Klint, en kurvfuld kantareller fra Gribskov eller en dusk strandmalurt fra Munkholm. Alle mulige interessante og/eller spiselige ting, hvoraf sidstnævnte har fundet vej til vores gryder, længe før nogen opfandt begrebet Det nordiske Køkken – som vi i øvrigt også selv er meget inspireret af. Eller malurt, perikon, porse, valnød, slåen, havtorn og andre vækster og bær, der er blevet til farvestrålende og velsmagende kryddersnapse. I det hele taget elsker vi at lave mad og finder idéer overalt – ud over i naturen også i de hundredvis af kogebøger vi har samlet og på de mange madblogge vi besøger på nettet. Når vi rejser, er det næsten altid natur, haver og det lokale køkken der er omdrejningspunktet.

Der var derfor ikke langt til beslutningen, da vi i 2012 fik mulighed for at leje en nyttehave på en af Claus Meyers marker ved Grantoftegård i Ballerup. Her fik vi en 60 kvadratmeter økologisk jordlod: Solsikke 1 – og med i købet både frø og udplantningsplanter samt kurser og vejledning i økologisk dyrkning. Det blev en stor succes – høsten var overvældende og vi kunne leve af produkterne helt frem til jul.

Vi måtte have vores eget

Nyttehaven ved Grantoftegård var en rigtig god oplevelse. Men vi ville gerne have noget mere permanent, fx bærbuske og frugttræer og ikke mindst roser og andre stauder. Så vi kiggede os omkring i omegnens havekolonier, og på en af vore mange ture faldt vi over det lille sort/røde hus i Sommerbyen Ejby, som var til salg. Blev inviteret indenfor af Bent og Inger, der havde passet og plejet haven i 25 år. Og dagen efter købte vi stedet.

Den første sæson efter overtagelsen i 2012 gik med at give haven og huset vores personlige præg. Køkkenhaven blev udvidet, en del gamle og meget store træer fældet for at give lys og luft og en del af græsplænen gravet op og forvandlet til bede for buske og blomster. Huset fik nyt tag, den 30 kvm store udestue blev fjernet og erstattet med en 5 kvm overdækket veranda, de gamle enkeltlags vinduer udskiftet med termoruder – og den røde kontrastfarve udskiftet med hvid.

Så kolonihaven blev til “Mumihaven” – opkaldt efter (mit kælenavn for) min mor, der døde som 90-årig i 2012.

Herunder ses huset som det så ud i 2012 da vi købte det , og som det ser ud nu.

Før   Efter