Vi elsker æbleeddike og bruger det til især til dressinger og marinade. Nu prøver vi så, om vi selv kan fremstille en eddike af vores Guldborg nedfaldsæbler. De er ret søde, så det skulle være muligt at få sukkeret til at gære til alkohol og derefter til eddike. Vi pressede æblerne og lod saften løbe gennem et klæde, der tog de fleste urenheder. Derefter hældte vi saften i et stort glas som vi bandt til med et stykke stof fra en kasseret skjorte. Der må ikke være låg på, for gærpartikler og ilt skal kunne finde vej ned i glasset. Nu får vi se hvad der sker.. Spændende!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi kom hjem fra ferie midt i september havde naboens “klematis” fået en stor, sjov frugt inde på vores side af hegnet. Jeg elsker den plante på grund af blomsternes flotte karmoisinrøde farve og deres dejlige duft og har tidligere haft held med en stikling. Men her er jo frø til mange små planter! 

Efterfølgende har jeg fået at vide, at det slet ikke er en klematis, men en Akebia Quinata. Dejligt med kvikke læsere!

 

Frøene til denne bøftomat (Beauty Queen) købte jeg hos Camilla Plum på http://netbutik.fuglebjerg. Jeg synes det er den allermest lækre af de tomater vi har haft i år. Flot, sød, aromatisk,- virkelig dejlig! Vi har spist den naturel eller med olivenolie og basilikum og med et let drys friskkværnet peber. Jeg kan ikke se den længere på netbutikken, så jeg håber at kunne producere mine egne frø.

Dejligt at høste! Især tomaterne har vi glædet os til, for vi har udelukkende sået tomatsorter, som ikke umiddelbart kan købes. Det er Hillbilly, Berkeley Pink, Beauty Queen, Ananas og Black Plum. 

Suyo Long er en sjov agurk, der er fast og sprød og smager godt. Den bliver lang og pigget og skal skrælles.

Efter at vi rev det gamle drivhus ned, er vinranken blevet hjemløs. Vi har tænkt os, at den måske kan få lov at gro over vores hoveder, når vi får tid til at etablere en lille siddeplads der hvor drivhuset stod. I mellemtiden har vi hængt den op i det gamle blommetræ, og det kan den åbenbart godt lide, for den har kvitteret med masser af flotte klaser. Nu må vi se om druerne kan nå at modne…

 
Utroligt hvad man kan skabe ud af ingenting. Både ærenpris på det øverste billede og jernurt på det nederste er kommet fra frø jeg selv har samlet. Floksene er fra stiklinger og hjortetrøst er kommet med vinden. Tilsammen danner de den fineste farvesammensætning lige der, hvor der manglede noget i bedet. Man blir’ glad og glemmer regnvejret og de store mængder af dræbersnegle, der har kendetegnet 2017.

14. juli 2017 · 2 comments · Categories: Køkkenhaven · Tags:

Det nye drivhus fungerer over al forventning. Selvom det ikke er stort har vi fået plads til 6 forskellige tomatsorter, 2 slags agurker, pimientos de padron (tapaspeber), aubergine, basilikum, ananaskirsebær og 4 slags chili. For at undgå lus og den slags har vi sået koriander og appelsintagetes ind imellem. Indtil nu har vi høstet agurk, padronpeber og basilikum. Vi glæder os helt vildt til tomaterne. Det skal lige siges, at vi dyrker i jorden. Plantesække  med gødning er ikke noget for os. Vi ønsker den rene vare, hvor afgrøderne vokser langsomt og udvikler deres egen unikke, koncentrerede smag.

01. juli 2017 · Write a comment · Categories: Opskrifter · Tags:

Jordbær er dejlige og vi har mange. I dag kom små gæster, så vi bagte jordbærmuffins og lavede skattejagt ! Du får opskriften her: More »

Vi synes haven ser fantastisk ud, selvom vi i år næsten ikke har haft mulighed for at luge og plante og hvad der ellers hører til. Al fritid er gået til drivhuset, til jobbene som eksamensvagter og til vores dejlige børnebørn. Men mange af de planter vi startede som stiklinger og frø sidste sommer, har vokset sig store og fylder godt i bedene, og så ser man næsten ikke ukrudtet, som der selvfølgelig er masser af også.

08. maj 2017 · Write a comment · Categories: Køkkenhaven · Tags:

Ja, det var ikke nemt, men nu står det der ! Det hjalp lidt at der kom solskin og varmere grader her i maj. Det er trods alt nemmere at samle alle delene i tørvejr…Heldigvis lykkedes det at få støbt fundamentet helt i vater og vinkel. Ellers ville glassene ikke passe i rammerne og så havde der vist ikke været nogen redning mulig. Nu skal vi hurtigst muligt i gang med at indrette bedene, så vores tomater kan komme i jorden. De smager helt klar af mest når de gror i jord frem for i plantesække. Og da vi har gjort meget ud at finde frø til spændende sorter, der ikke lige kan købes som færdige tomater, har vi virkelig noget at glæde os til.